Mors dag og søde rabarbermuffins

Solen skinner, temperaturen har sneget sig op over 15 grader, og vores datter er på vej hertil til søndagskaffe. I dag er det mors dag men jeg må i dag nøjes med at se den ene af mine to skønne unge mennesker. Sønnike skal i dag indløse sin julegave fra sin søster – nemlig en byvandring i Søren Kirkegaards fodspor – rundt i København. Men vi glæder os til at se ham i den kommende uge og høre om hans oplevelser.

”Thi det store er ikke at være Dette eller Hiint; men at være sig selv, og dette kan ethvert menneske, naar han vil det”.
(Søren Aabye Kierkegaard)

Til søndagskaffebordet har jeg bagt Boller med solsikkekerner og hørfrø – lækre store luftige boller, samt rabarbermuffins med marcipan og nyplukkede rabarber fra haven. Mums de er lækre.

Muffins er super nemme at lave og det tager ingen tid – og de kan varieres i det uendelige.
I dag har jeg skåret marcipan i tern og puttet 3-4 stykker ned i hver muffins, sammen med 4-5-6 stykker rabarber. Jeg har drysset med perlesukker inden jeg kom dem i ovnen.
Tip: For at få så luftige muffins som muligt, piskes æg og sukker luftigtig og melet vendes dernæst blot i med en dejskraber – forsigtigt for ikke at slå luften ud af dejen.

Rabarberne i haven vokser helt vildt lige nu – og jo mere man plukker jo mere vokser de, så tøv ikke med at gøre brug af dine rabarber. Har du ikke rabarber i haven, købes de hos købmanden eller ved vejboderne.

Rabarbermuffins

Forb. tid 10 minutter
Tilb. tid 8 minutter
Antal 12 stk

Ingredienser
  

  • 2 Æg
  • 100 g Sukker
  • 0,4 dl Olie
  • 3/4 dl Mælk
  • 145 g Mel
  • tsk Bagepulver
  • 80 g Marcipan skåret i tern
  • 150 g Rabarber skåret i stykker på 1-2 cm.
  • Perlesukker til drys

Sådan gør du
 

  • Tænd ovnen på 150° (varmluft)
  • Pisk æg, sukker og vaniljesukker hvidt, skummende og luftigt
  • Tilsæt olie og mælk
  • Bland mel og bagepulver og sigt det i dejen og vend det forsigtigt med en dejskraber
  • Fordel dejen i 12 muffinforme.
    Jeg bruger papirsforme som jeg har sat ned i min metal muffinform der passer til 12 muffins. Hvis du ikke har sådan en, så kan du sætte 2 papirsforme indeni hinanden.
    OBS – det skal være de store muffinforme.
  • Put 3-4 stykker marcipan og 5-6 stykker rabarber ned i hver og tryk dem let ned i dejen
  • Drys med perlesukker
  • Bag dem i ovnen i ca. 18-20 min. Hold øje – ikke alle ovne varmer ens.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering