Søndagskaffe med gode venner

Coronapandemien slipper langsomt sit greb og stille og roligt kan vi igen begynde at udvide vores boble af kontakter og igen mødes med vores gode venner.

Denne søndag havde vi besøg af et hold gode venner og deres børn. Vi havde ikke været samlet siden 2020 så det var super dejligt igen at kunne samles. Vores egne børn var naturligvis også hjemme, så det var en skøn skøn søndag at sætte sig ved søndagskaffebordet, omringet af dejlige mennesker.

Jeg havde besluttet at der som vanligt skulle være såvel brød som kage på bordet. Denne gang blev det de svampede gulerodsboller med chiafrø, og de blev sørme også taget godt imod og spist med velbehag, med en skive ost og/eller marmelade. Opskriften til de lækre boller finder du her: https://www.soendagskaffe.dk/2021/02/14/soendagskaffe-med-svampede-gulerodsboller/

Jeg elsker rabarber og de gror i bedste stil i min have lige nu, og jo flere jeg plukker, jo flere vokser der frem. Så lige i denne tid, prøver jeg at lave forskellige varianter af kage med rabarber. Denne søndag blev det en tærte hvortil jer serverede kold cremefraiche.

Med mange mennesker om bordet, er en kage ikke nok, så jeg valgte at lave en lidt finere udgave af et studenterbrød.
En kiksebund, et lag romkuglemasse og en hindbær-ostecreme øverst.

Se mere her, hvor du også finder opskriften:
https://www.soendagskaffe.dk/2021/06/08/gourmetudgaven-af-et-studenterbroed/

Rabarbertærte med hvid chokolade

Forb. tid 20 minutter
Tilb. tid 45 minutter
Antal 8

Equipment

  • Springform på 24 cm

Ingredienser
  

  • 225 g blødt smør
  • 180 g sukker
  • 1 kornene fra en vaniljestang
  • 2 æg
  • 190 g hvedemel
  • 100 g mandelmel
  • 1 tsk bagepulver
  • 1/4 tsk salt
  • 1 dl cremefraiche, 18%
  • 150 g hvid chokolade
  • 180 g rabarber
  • 1 spsk sukker til drys

Til pynt og servering

  • Flormelis til at drysse over
  • Cremefraiche

Sådan gør du
 

  • Tænd ovnen på 180° (alm).
  • Smør din springform (jeg bruger en bagespray)
  • Pisk smør, sukker og vaniljekorn, lyst og luftigt
  • Tilsæt æggene et af gangen og pisk grundigt ind imellem
  • Bland hvedemel, mandelmel, bagepulver og salt i en skål og rør det i dejen med en ske eller dejskraber
  • Rør cremefraichen i dejen
  • Hak chokoladen groft og rør den i dejen
  • Rør dejen til den er ensartet og hæld den dernæst i springformen og fordel den i et jævnt lag
  • Skær rabarberne i stykker af 10-11 cm. Flæk dem på langs hvis de er tykke.
  • Læg rabarberstænglerne oven på dejen i et mønster som en sol og tryk dem let ned i dejen.
  • Drys med sukker i et tyndt lag over det hele
  • Bag kagen i ovnen ca. 45 min. til den er gennembagt og gylden ovenpå.
  • Lad den køle af i formen på en rist.
  • Ved servering: drys flormelis over kagen og server den med kold cremefraiche til.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering