Mange gange har min mor spurgt om ikke jeg skal lave vandbakkelser, og mit svar har hver gang været, at det må jeg kaste mig over en søndag. Den søndag blev så i dag😊
Mange gange har jeg hørt og læst om mislykkede forsøg på at bage vandbakkelser – hvordan de ikke hæver eller hvordan de falder sammen. Jeg har derfor læst alle mulige gode råd, og her kommer så min version og den fremgangsmåde jeg anvendte. De blev super flotte og hævede godt op, og faldt ikke sammen. Jeg valgte at sprøjte dem ud vha. min sprøjtepose og en stjernetyl. Jeg vil næste gang med samme mængde, lave diameteren på dem lidt større, da jeg syntes de blev ret høje. Jeg fik 9 ud af denne portion. Jeg kunne også blot ha sat dem på pladen vha. en ske eller min dejskraber, istedet for sprøjteposen, det giver et andet udseende men undgår nok dermed ikke at få dem lavet for høje.
Jeg valgte at lave vaniljecreme og hindbærskum, og hver vandbakkelse fik så en god skefuld af hver, og sluttelig et drys flormelis på toppen.
Jeg syntes det var nemt at lave disse og kan derfor kun opfordre til at prøve min opskrift, og min mor skal i hvert fald få serveret vandbakkelser næste gang vi ses❤️
Vandbakkelser
Equipment
- El-pisker
Ingredienser
Vandbakkelser
- 2 dl Vand
- 80 g Smør
- 125 g Mel
- 3 Æg
Vaniljecreme
- 1 Vaniljestang
- 60 g Sukker
- 3 Æggeblommer
- 2 Spsk Majsstivelse
- 3 dl Mælk
Hindbærskum
- 125 g Hindbær Frosne
- 30 g Flormelis
- 2,5 dl Fløde
Sådan gør du
Vandbakkelser
- Tænd ovnen på 200° varmluft
- Vand og smør kommes i en gryde og varmes op til kogepunktet.
- Kom melet i og med et piskeris pisker du til der ikke er klumper. Skift piskeriset ud med en trægrydeske og rør, rør, rør mens du har godt blus på gryden (jeg havde den på 9 ud af 14 på mit komfur). Bliv ved selv om det damper og syder. Når du tænker den er jo vanvittig varm og mon ikke det snart brænder på, så bliver du ved at røre et par minutter mere.
- Tag så gryden af og hæld dejen over i en bageskål, hvor den nu skal køle af. Fordel dejen lidt op af siderne i skålen så det køler lidt hurtigere.
- Når dejen er kølet ned til kun at være lidt lun, tilsættes æggene et af gangen mens du pisker med el-piskeren til din dej er blank og lind.
- Fordel dejen på en bageplade med bagepapir enten vha. en sprøjtepose eller vha et par spiseskeer eller blot med en dejskraber. Jeg får 9 ud af denne portion.
- Sæt pladen midt i ovnen og bag 25-30 min. til de er flotte gyldne. LUK IKKE OVNLÅGEN OP FØR DER MIN. ER GÅET 20 min. (Jeg åbnede ikke min ovnlåg før jeg tog dem ud efter 28 min.)
- Tag pladen ud når de er færdige. Lad dem bare blive stående på pladen og køle af.
Vaniljecreme
- Flæk vaniljestangen og skrab kornene ud, som du så blander godt med sukkeret.
- Kom vaniljesukkeret i en gryde sammen med majsstivelse og æggeblommer og pisk det godt sammen.
- Tilsæt mælken gradvist mens du varmer op til kogepunktet under stadig omrøring, indtil det begynder at tykne.
- Hæld cremen i en skål og læg husholdningsfilm helt ned på overfladen (på den måde undgår du at der dannes skind på cremen), og stil skålen på køl.
Hindbærskum
- Kom de frosne hindbær i en gryde (du skal ikke tilsætte vand) og lad dem tø op ved svag varme. Giv dem et minuts opkog. Hæld dem i en skål og sæt dem på køl.
Saml vandbakkelserne
- Skær vandbakkelserne over når de er blevet kolde, og fyld en god skefuld creme på bunden, efterfulgt af en god skefuld hindbærskum. Skal det være ekstra flot kan du sprøjte det på vha. en sprøjtepose. Læg overdelen af vandbakkelserne på og drys med lidt flormelis (vha. en si), på toppen som pynt.