Brydeboller til morgenkaffen

I aftes kiggede jeg i brødskuffen – og kunne se at den så lidt sløj ud. Derfor rørte jeg hurtigt en dej sammen, mens manden lavede aftensmad.
Selve arbejdet her – tog 10 min. Få ingredienser røres blot med en grydeske direkte i skålen, som efterfølgende sættes på køl natten over. Hurtigt og nemt.
Her til morgen, tændte jeg ovnen – og formede bollerne med en spiseske og satte dem i en bradepande. Lod dem efterhæve en halv time mens jeg gik på badeværelset.
Bagte dem dernæst 20-25 min i ovnen og kunne så nyde nybagte brydeboller til morgenkaffen mellem de første to møder på hjemmekontoret.
Dejlig start på dagen.
Tænker du – at købmandens boller er lidt for kedelige, men samtidig syntes det skal være nemt – og sundt, så vær ikke bange for at prøve denne opskrift.

Brydeboller med havregryn og hørfrø

Forb. tid 12 timer 15 minutter
Tilb. tid 25 minutter
Antal 12

Ingredienser
  

  • 15 g gær
  • 3 dl vand
  • 1 dl græsk yoghurt Cremefraiche kan også bruges
  • 2 tsk flydende honning
  • 2 tsk salt
  • 100 g havregryn
  • 40 g hørfrø
  • 300 g manitobamel

Pynt

  • havregryn
  • hørfrø

Sådan gør du
 

Dag 1

  • Opløs gæren i vandet.
  • Rør yoghurt, honning og havregryn og hørfrø i
  • Bland mel og salt og tilsæt det lidt af gangen mens du røre dejen sammen med en grydeske, til du opnår en tyk havregrøds konsistens
  • Dæk skålen til og sæt den i køleskabet 10-12 timer

Dag 2

  • Læg bagepapir i en bradepande (20×30 cm)
  • Form bollerne med en spiseske og en fugtig hånd, og sæt dem tæt sammen så de vokser sammen under bagningen.
  • Lad bollerne efterhæve tildækket i 30 min.
  • Tænd ovnen på 220 grader
  • Fugt bollerne en lille smule hvis de ikke allerede er det i forvejen, og drys med lidt havregryn og hørfrø
  • Bag bollerne i ovnen i 20-25 min. til de er gyldne.
  • Lad bollerne køle af på en rist

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Opskrift Vurdering