Manden min har lavet ungarsk gullashsuppe, og jeg synes der skulle lidt brød til. Jeg har derfor bagt nogle hvidløgssnurrer med cheddarost. Mums de er svampede og lækre. Jeg laver dem ikke så store, så de netop kan bruges ala kuvertbrød.
Hvidløgssnurrerne er slet ikke så svære at lave som de kan se ud til.
Følg opskriften og se på billederne herunder:
Hvidløgssnurrer
Ingredienser
Dej
- 60 g smør
- 2 dl mælk
- 25 g gær
- 1 tsk sukker
- 1 tsk salt
- 350 g hvedemel
Fyld
- 135 g smør blødt
- 1/2 citron skallen herfra
- 1 fed hvidløg 2 hvis du er meget glad for hvidløg
- 70 g rød cheddarost revet
- 15 g persille hakket
Pensling
- 1 æg sammenpisket
Sådan gør du
Dej
- Lun mælk og smør
- Hæld det i røremaskinens skål
- Smuldr gæren heri (mælk og smør må være max 35 grader varmt)
- Tilføj sukker og mel og rør rundt
- Tilsæt saltet
- Lad røremaskinen røre dejen på max hastighed i ca. 5 min. til dejen er blank og smidig og slipper skålens kanter
- Sæt husholdningsfilm over skålen og lig et viskestykke over
- Lad dejen hæve 1 time
Fyld
- Rør alle ingredienserne godt sammen
Snurrer
- Rul dejen ud til max 1/2 cm tykkelse. Min blev 39×39 cm
- Smør fyldet ud over hele dejen – helt ud til alle kanter
- Fold 1/3 af dejen ind over og dernæst den modsatte 1/3 indover, så du har 3 lag dej
- Skær dejen i strimler af ca. 2-3 cm. Jeg bruger en pizzaskærer
- Træk lidt i hver dejstrimmel så den bliver noget længere og del den så i to (undtagen det sidste lille stykke). Flet nu de to strimler og saml dem ved at sno dem som en snegl og skubbe snippen ind under. Se billederne.
- Lig snurrerne på 2 bageplader med bagepapir og lad dem efterhæve 30 min.
- Pensl dem med sammenpisket æg og bag dem i ovnen på 200° (alm) i ca. 20 min. Hold øje – der er ikke 2 ovne der varmer ens.
- Lad dem køle af på en rist.
- De kan fint fryses ned og lunes en anden god gang.